Ninapenda kujua kiswahili saaaana!

Swahili og strømafbrydelser


Karen, Gry og jeg er begyndt at få swahiliundervisning af en rigtig sød ung pige, der hedder Happy! Det er virkelig hyggeligt og meget uformelt. I dag var vi sammen med Happy på det lille lokale marked, som ligger 50 meter fra vores hus - jeg plejer at købe ind der, når jeg laver mad i huset, der er virkelig billigt og det er rigtig... Afrika-agtigt? Man føler sig temmelig hensat til gamle dage, når man går omkring i de små boder, og høns og kyllinger hopper forbi ind i mellem de snævre gange. Der er ret sejt. Man kan kun købe grønsager og frugt (foruden nogle småbitte tørrede fisk, som de sælger overalt hernede, ved egentlig ikke, hvad/hvem de er til... de har den værste lugt), nå ja, og så er der en helvedes masse kul, som man kan købe i enten store eller små spande. I dag købte vi ind til mad på torsdag, hvor Karen og jeg står for middag. Lige uden for vores hus sidder der en kvinde og steger vitumbuas, små æbleskiveagtige kager af rismel, som vi er begyndt at storindkøbe, hver gang vi holder tidlige morgenmøder i gruppen. De er SÅ gode!

Da vi kom tilbage, drak vi chai rangi og spiste vitumbuas, og så gik strømmen.

Karen og Happy og lidt swahilibøger - næste gang skal vi øve kropsdele. hehe.

Duka'en lige over for vores hus

Der ligger en lille shop over for vores hus, som må have quadrilliodoblet deres indtjeninger, efter vi wazungus flyttede ind på gaden! Men den er sådan set også ret sej, man kan stort set få ALT, hvad hjertet begærer! Andre driftige folk i lokalområdet har vist fået øjnene op for forretningsmulighederne i vores tilstedeværelse, for man er lige nu i gang med at sætte fire nye små shops op over for vores hus - på mange måder kan man sige, at vi i dette henseende allerede bidrager med en form for social entreprenørskab i vores hood, som har et navn, jeg for the life of me ikke kan udtale, let alone skrive korrekt ned. Men det går sådan her: Mwannyalamala.

Der er altid gang i den i duka'en, som har åben fra kl. 06-24 everyday!

Den perfekte undskyldning for reckless driving!

Dejligt soundtrack i Afrikas hede eftermiddagstimer...

Salif Keita - Madan

De her watotos er totalt optagede af at fotografere en lygtepæl, mens en fest farer forbi nede på stranden - digitalkamera længe leve :-)

Tore viser nogle drenge, hvordan en snorkel fungerer.

Der er en sand folkevandring, hver gang færgen fra fiskemarkedet til Kigamboni sejler - og det gør den KONSTANT, det giver simpelthen ingen mening. Folk skal åbenbart hele tiden den vej, både frem og tilbage, og der er en skubben og masen, som giver selv den mest hærdede festivalgænger åndedrætsbesvær! Køkultur er virkelig noget, man skal kigge langt efter her i Dar, og det er temmelig skørt, hvordan folk bare accepterer, at det er sådan, selv når de nærmest bliver fuldstændig trampet ned, eller en eller anden Bwana kubwa kommer og helt åbenlyst snyder sig foran i køen. Det nåede virkelig sit klimaks i lørdags, hvor der var sindssygt mange mennesker på gaden i anledning af eid - festen, muslimerne fejrer i anledning af ramadanens afslutning. Mange familier fejrer eid ved at tage på stranden, og derfor passerede vi horder af festklædte mennesker på vores vej fra Kipepeo beach og tilbage til Dar. Folk var i virkelig højt humør - der blev sunget og snakket (og drukket - stenet), også mens vi stod som sild i en tønde i køen til færgen. Der var så mange mennesker, at jeg på et tidspunkt ikke længere gik, men blev båret fremad af mængden. Stemningen var egentlig ok lige der, men pludselig gik der panik i folk, da de opdagede, at politiet var mødt talstærkt op ved færgelejet, og i et (noget mislykket) forsøg på at få folk til at stoppe med at skubbe og mase sig vej til færgen slog de løs med knipler på mængden. Vi undslap kun kniplerne med nød og næppe, mændene foran os skreg og hylede, og mens de forsøgte at krybe sammen, regnede det ned med knippelslag over deres rygge. Gry og jeg, som nåede ombord på færgen i højeste alarmberedskab, var temmelig chokerede. Det der er så ubegribeligt, er at for folk hernede er denne situation helt normal, og der er ingen, der kunne drømme om at forsøge at stille politiet til regnskab deres voldelige opførsel. Jeg ved faktisk ikke, om de undlod at slå Gry og mig, fordi vi er hvide, eller fordi vi er kvinder - jeg håber meget på sidstnævnte, men frygter virkelig det første.