Der er en sand folkevandring, hver gang færgen fra fiskemarkedet til Kigamboni sejler - og det gør den KONSTANT, det giver simpelthen ingen mening. Folk skal åbenbart hele tiden den vej, både frem og tilbage, og der er en skubben og masen, som giver selv den mest hærdede festivalgænger åndedrætsbesvær! Køkultur er virkelig noget, man skal kigge langt efter her i Dar, og det er temmelig skørt, hvordan folk bare accepterer, at det er sådan, selv når de nærmest bliver fuldstændig trampet ned, eller en eller anden Bwana kubwa kommer og helt åbenlyst snyder sig foran i køen. Det nåede virkelig sit klimaks i lørdags, hvor der var sindssygt mange mennesker på gaden i anledning af eid - festen, muslimerne fejrer i anledning af ramadanens afslutning. Mange familier fejrer eid ved at tage på stranden, og derfor passerede vi horder af festklædte mennesker på vores vej fra Kipepeo beach og tilbage til Dar. Folk var i virkelig højt humør - der blev sunget og snakket (og drukket - stenet), også mens vi stod som sild i en tønde i køen til færgen. Der var så mange mennesker, at jeg på et tidspunkt ikke længere gik, men blev båret fremad af mængden. Stemningen var egentlig ok lige der, men pludselig gik der panik i folk, da de opdagede, at politiet var mødt talstærkt op ved færgelejet, og i et (noget mislykket) forsøg på at få folk til at stoppe med at skubbe og mase sig vej til færgen slog de løs med knipler på mængden. Vi undslap kun kniplerne med nød og næppe, mændene foran os skreg og hylede, og mens de forsøgte at krybe sammen, regnede det ned med knippelslag over deres rygge. Gry og jeg, som nåede ombord på færgen i højeste alarmberedskab, var temmelig chokerede. Det der er så ubegribeligt, er at for folk hernede er denne situation helt normal, og der er ingen, der kunne drømme om at forsøge at stille politiet til regnskab deres voldelige opførsel. Jeg ved faktisk ikke, om de undlod at slå Gry og mig, fordi vi er hvide, eller fordi vi er kvinder - jeg håber meget på sidstnævnte, men frygter virkelig det første. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar